AT VÆRE ALENEMOR 7 DAGE AD GANGEN ER………… (OG SE LIGE MINE NYE BILLEDER)

Ikke for sarte sjæle. I GUDER det kan være hårdt. Det er det ikke altid, men vi kender alle til de der perioder, hvor vi har daglige brydekampe med vores unger ik? Når så man har to i forvejen vilde knægte, som slet ikke kan tåle at se hinanden, uden at skrige ad grin, så kommer opdragelsen altså hurtigt til at gå op i hat og briller. Man er som aleneforældre pludselig i undertal og skal kæmpe ret så hårdt for sin sag, “når musikken spiller”, som man siger. Jeg havde vinterferie med drengene torsdag, fredag, lørdag og søndag, hvor vi rigtigt skulle hygge og komme ned i gear, blandet med lidt forskellige ting jeg havde planlagt. Spørg lige om det har været en prøvelse denne gang. Det kunne have været så smuk en vinterferie, men endte istedet med at blive en kaotisk en af slagsen.

Jer der har læst med længe eller kender os, ved jo nok godt, at vi har haft vores udfordringer med Villads vores ældste på 5 år. Men tro det eller ej. Den vilde, uregerlige, tøjkriseramte lille fyr, er faktisk blevet ret så rolig og til at snakke med. Det kan tælles på én hånd, hvor mange konflikter og narrestreger han kan skrive på cvét i denne ferie. Den lille til gengæld, Jeg kan sige jer. HAN kan drive os til vanvid i tiden. Kender i typen som bare griner ad en, når man irettesætter ham? Eller gør sig slap, når man vil have ham til at gøre noget? Som i at man skal trække en skraldgrinene, slap unge ned af trappen på 1 sal i regnvejr. Jøsses da. Der kan man altså godt mærke, at man er blevet 2 hænder mindre. Men jeg er jo sommetider så heldig, at Thomas er hos os og når han er, så hjælper han super godt til. Selv om det er mine børn og mit ansvar, så har Thomas taget sindsygt godt imod begge drenge og omvendt. De er bare så vildt glade for ham og særligt Villads, har fundet sig rigtig godt tilrette sammen med Thomas. Normalt kan Villads udover hans alder, være lidt svær at komme ind på. Han bruger god tid til at se folk an, men Thomas vandt hans hjerte fra dag ét. Noam opfører sig sådan set bare som om, at Thomas altid har været der. Sådan gør Noam stort set med alle, hvilket er rigtig dejligt for både os og de mennesker han møder. Det gør det hele lidt lettere. Meeeeeeeeen af og til havde det ikke gjort så meget, hvis han havde bare lidt ydmyghed. Eller var lidt genert. Ydmyghed er han for lille til at administrere og generthed ejer drengen ikke;) Vi kan komme til en fødselsdag med 100 mennesker, hvoraf han ikke har mødt en eneste og drengen vader ind og begynder at snakke om hans venner, børnehave, at mor er på slankekur og at far sælger biler osv osv osv…;) Det har nu også lidt sin charme.

NÅ… Men jeg har fået nyt på væggene:) Nyt igen hedder det nok nærmere. Men jeg faldt over disse plakater fra www.nordiskeshop.dk og tjek dem lige:)

Fine ikke? De hænger hjemme i Thomas hus i Hurup. Det passer perfekt ind i stilen. Jeg får simpelthen sådan en ro indvendig, når jeg ser på Thy – billedet. Der er slet ingen “larm” over motivet, så det passer fuldstændig ind til mit sind, som nogle gange har lidt travl med tanker og stress. Og hvis ikke en kok skal have en frikadelle opskrift til at hænge på sin væg, ja hvem skal så?;) Plakaterne er 50×70, hvilket gør at man sagtens kan læse opskriften på afstand. Selve shoppen er www.nordiskeshop.dk er super overskuelig og de har kanon kundeservice. I ved jeg er lidt en sucker for god kundeservice. Som jeg altid plejer at sige, når jeg opdager noget fedt, så syntes jeg i skal følge deres facebook og IG for inspiration. Elsker at blive inspireret.

Kære jer. Jeg ved godt der er lidt for længe mellem mine opslag for tiden. Men det forholder sig sådan, at jeg i øjeblikket er i praktik på et socialt psykiatrisk bosted for unge voksne (meeeeeeeeeega spændende iøvrigt), så Mia-tid er der ikke meget af for tiden. I er ikk glemt og jeg skriver igen, så snart jeg har et hul i hverdagen.

 

WEEKENDEN – KYS LIGE LIVET LIDT

Kære alle..

Har i haft en dejlig weekend? Jeg har selv haft en blandet én af slagsen. Thomas kom jo hjem i tirsdags og det har været så vanvittigt ubeskriveligt dejligt, at kunne være sammen uden begrænsninger. Jeg har savnet ham meget mere, end jeg havde regnet med, kan jeg mærke. Underlig (og lidt fjollet følelse) at have undværet ham i 8 uger og nu ikke engang kunne tage ned og handle, uden at have lyst til at ringe til ham;) Hamrende tosset ikk? Men udover den der lidt overvældende kærlighed, så har jeg også været til en meget personlig bisættelse på et vigtig familiemedlem for mig, som jeg var meget tæt knyttet til. Hun tabte kampen til kræften og var ikke gammel. Derfor er det en næsten blændende sorg, man sad med hele dagen i lørdags, midt i den smukkeste begravelse. Hun ville have elsket hvert et minut af sin egen begravelse. Nyd lige det her fucking liv lidt ekstra hver dag. Selv på en mandag morgener. På dage med trætte børn, på lange arbejdsdage og i regn og blæst.

Nå men.. Se så her… Det bedste køb til lejligheden hidtil. Hvor fed er den lige? Jeg har manglet lys overalt i lejligheden, men bare haft super svært, ved at finde noget, som jeg syntes var anderledes og som passede ind i min “bo bedre ish” stil;) Lampeguru.dk havde lige lampen jeg manglede. Jeg havde set den populære gåsefjer lampe fra VITA, men syntes måske, at den var lidt dyr af en lidt anderledes lampe at være. Men hold nu HELT op, jeg er glad for jeg valgte, at købe denne her. Magen til lækkert lys skal man lede længe efter. Varmt og rent lys og så er lampen jo meget mere hyggelig, end jeg havde regnet med. Inde på lampeguru.dk er servicen i top. Jeg valgte faktisk, at bestille lampen derinde, efter jeg helt simpelt googlede lampen og bed mærke i, at lampeguru sender samme dag som bestillingen ruller ind. DET er lige mig. I ved hvor utålmodig jeg er jo;) Jeg hader jo virkelig, at vente på mine vare, når jeg bestiller over nettet. Men hvem gør ikke det;) Oven i det så kunne jeg betale med mobilepay, hvilket er det nemmeste i hele verdenen.

Lampeguru.dk har både facebook og instagram også, hvor de ligger ret fede billeder op af nyheder og udsalg. Det jeg syntes er fedt er, at de billeder de ligger ud, giver en inspirerende vinkel på indretning. Jeg syntes altså lige, at i skal overveje at gå ind og lure lidt, næste gang i sidder ved telefonen/computeren og mangler lidt hyggeligt at kigge på.

Alt for mig for idag kære venner.

 

 

MIT LIV NU – KONTRA 5 ÅR TILBAGE

Hej alle:)

Lige et lille indlæg om at reflektere.. Er det noget, i gør meget i? Jeg gør personligt rigtig meget. Det er ikke nødvendigvis med et bevidst formål, men jeg syntes tit, det kan have en navigerende effekt. Hvad var målet/ideen/formålet og hvor er jeg nu. Efter min fødselsdepression har jeg kun haft ét formål med hver evig eneste dag. At være mig selv tro og ro indvendig. Det er langt fra lykkes. Men det handler faktisk ikke om at nå i mål hver dag. Det handler bare om at have fokus på et mål.

Jeg kan lige så godt sige det ærligt. Jeg var det sidste år i mit ægteskab ikke tro mod mig selv. Jeg turde ikke se virkeligheden i øjnene, hvilket har såret både mig selv, men også M som jo nu er min eksmand. Vi kunne have sparet en masse energi på konflikter og ubalance, hvis jeg måske havde indset, at jeg ikke var glad hvor jeg var. Det var ingens skyld. Det var bare sådan det var blevet. To børn på kort tid, en fødselsdepression, en søn med kolik og en mand som gik ned med stress. Ingen kunne have forudset dette og vi var totalt uforberedte, da vi stod hos fotografen i graviditetsuge 32 med vores første søn comming up. Hold kæft hvor kan man ikke definere lykke. For jeg følte mig vanvittig lykkelig på dette tidspunkt i mit liv. Men ikke lige så lykkelig som nu. Er det ikke crazy? Jeg skal nok komme tilbage til hvorfor. På det tidspunkt hvor vi får Villads, fejler ægteskabet bestemt ikke noget. Det er det mest fantastiske i hele verdenen, at blive mor. Fuck hvor fatter man jo slet ikke, at det lille væsen kunne være lavet på et enkelt knald.. (Ja sorry) Men er det ikke rigtigt? Så perfekt og med alle detaljer iorden. Negle, hår, øjenvipper, øre. Det hele var bare så rørende lækkert. Jeg brugte timer, på at kigge på den her lille fyr og følelser havde slet ikke haft sin berettigelse førhen. DET her var sgu kærlighed. Jeg var 100% fast besluttet på, at jeg aldrig ville fejle med ham her. Han måtte på ingen måde mangle noget. Og bid lige mærke i “mangle”. Det kommer vi tilbage til nemlig.

Villads var ufattelig nem og jeg var en rigtig økologisk hønemor. Jeg nød det. Alt mad blev lavet fra bunden hver dag. Vandet var den rigtige temperatur hver gang Villads skulle i bad og INGEN kom ukommenteret igennem den mindste forseelse;) Det var helt frivilligt, men super hårdt at opretholde den form for perfektionisme. Så den periode mindes jeg faktisk ikke, som den lykkeligste tid i mit liv. Jeg var TIL DELS lykkelig. Men jeg syntes det var hårdt. Det syntes de fleste af os nok, hånden på hjertet, at det er at få børn. Dejligt men hårdt. Dog kan man måske selv være med til at bestemme “sværhedsgraden” af `det, at blive nybagte forældre og der kan man da vidst roligt sige, at jeg skruede godt op for forventningerne til hvad jeg ville kunne klare.

Spole spole spole, 5 år frem. Der er sket vanvittigt meget de sidste 5 år. En abort, en fødselsdepression, en søn med kolik, drengenes far gik ned med stress, jeg blev fyret under min barsel og så tror jeg faktisk også det var det. Men alt dette foregik sideløbende med, at jeg/vi skulle prøve, at agere normalt omkring ungerne og opfylde de behov de havde brug for, for at vokse op blive dejlige sunde knægte begge to. Vi skulle passe vores job/jobsøgning og havde et hus som også skulle spille. Vi trykkede på nødhjælpsknappen og bestilte vinduespudser, havemand og rengøringskone. Heldigvis var økonomien til det. Men på trods af det så syntes jeg sgu faktisk, jeg var håbløst bagud evig og altid. Og at vågne op og føle sig utilstrækkelig hver morgen i en længere periode, er bare ikke definitionen på lykke. Også selv om rammerne egentlig er helt som jeg selv havde bygget dem op.

Sådan en følelse vågner jeg ikke op med længere. Jeg har de dejligste drenge i verdenen. De er friske, sunde, vilde, humoristiske, glade, kærlige og fyldt med sociale færdigheder jeg er stolt af. Jeg er godt nok blevet skilt, hvilket ikke var en del af planen, men med det udfald at M og jeg begge har fået den frihed til at være hvem vi er. En frihed vi ikke tillod hinanden, da vi var gift. Vi er begge blevet den opmærksomme umage forældre vores unger fortjener. OG ja, så midt i det hele, så blev man lige draget af en virkelig spændende, meget rar fyr som gjorde det umuligt for mig, at glemme ham og som så er endt med, at blive min meget omsorgsfulde kæreste, som passer helt vildt godt på mig og sørger for jeg har det godt og intet mangler. At se mine drenge i trivsel hver eneste dage, opleve alle de fremskridt de gør måned efter måned og helt uforudset og uventet at have fundet en kæreste som Thomas, gør at jeg virkelig begynder at føle jeg kan trækker vejret helt rigtigt nu. Jeg har en dejlig lejlighed og går samtidig på mit drømmestudie. Så lige nu kan jeg ikke ønske mig mere.

Og…………. Min Thomas kom hjem igår. Efter 8 uger i Viborg. I ved hvorfor (forrige indlæg)..

Det var sørme altså den dejligste følelse, at hente ham hjem igen. Han har været savnet og det har i `den grad været et par intense måneder. Han har klaret det over alt forventning og virkelig vist at han satme bare vil det her. Ikke bare forholdet, men i det hele taget bare være ædru, fokuseret og mærke livet igen. Han har i løbet af de 8 uger, han var indlagt, trænet hver dag 2 gange om dagen. Idag var så første dag hvor vi var hjemme sammen igen og han stod tidligt op for at tage i træningscenteret, kom hjem og lavede morgenmad – ej i skal lige høre hvor lækkert det var. Friskpresset juice bestående af appelsin, æble, gulerod, ingefær og rødbede. Hertil 2 spejlæg på rugbrød og grønsager til. Efterfølgende blev jeg placeret i sofaen med en kop kaffe, mens han ryddede op og tog sig en løbetur, inden vi begyndte på dagens gøremål. Sådan en morgen kunne man sagtens vænne sig til ikk?

Jeg vil slutte det her reflektions – indlæg af med at pointere, at selv om tingene ikke nødvendigvis går i den retning, man planlægger, så kan det rent faktisk godt være dejligt alligevel.

 

 

THOMAS´S SYGDOM OG HVORDAN JEG FANDT UD AF DET (LANGT MEN DYBT)

Hej alle:)

Håber i har det super dejligt alle sammen. Jeg nyder helt vildt at være kommet igang igen. Ideer til indlæg flyver ud af ærmet på mig i tiden og kan næsten ikke få nok. Så ved man, at det var det rigtige, at starte bloggen op igen ikk?:) Nå, men på opfordring af nogle af jer, vil jeg i dette indlæg, fortælle lidt om Thomas sygdom. Som han er indlagt med i øjeblikket og som jeg tidligere har nævnt lidt om i et tidligere indlæg. Som i ved så elsker jeg at bryde tabuer herinde på min blog, hvilket var grunden til jeg startede den i første omgang. Nemlig tabuet om at lide af en psykisk sygdom som en fødselsdepression, bipolar, angst osv. Det er utrolig vigtigt, at man husker, at være tro mod det man laver. Så det at ligge censur på så stor en del af mit og Thomas liv, ville betyde, at jeg ikke længere kunne kalde bloggen for hudløs ærlig. DERFOR kommer her grunden til at han er indlagt. Er i klar? Godt så kører vi….

Vi skal helt tilbage, til dengang jeg møder Thomas første gang. Eller ja faktisk får kontakt med ham første gang. Dette sker ved, at han simpelthen tilføjer mig på snapchat. Ja i know;) Møg romantisk.. He he… Men er det ikke bare den verden vi lever i hva? Nå men han tilføjer mig, fordi jeg popper op som et forslag inde på hans snapchat, da en af mine bedste veninder er Thomas kusine;) Ja det bliver værre og værre ikk? Der igennem begynder vi selvfølgelig at snappe lidt frem og tilbage om vind og vejr. Lærer selvfølgelig hinanden at kende hver især. Men jeg ligger hurtigt mærke til, at han er noget mere “snaksaglig” om aftenen end han er i løbet af dagen. Sådan er der jo rent faktisk nogle der er (ja jeg er da i hvert fald ikke, he he. Jeg kan ævle dag og nat), så det ligger jeg ikke så meget i. Jeg bliver efter tid, meget interesseret i Thomas, selv om jeg egentlig forsøger at modarbejde det lidt. Jeg var lige blevet skilt og jeg ved sgu godt hvad folk tænker, hvis de ser/hører at jeg er ses med en anden efter så kort tid. Endnu et tabu. Hvem bestemmer egentlig hvornår, man må snakke med andre ikk? Nå dont get me started;) Vi holder os til et emne af gangen.

En aften ringer Thomas og inviterer min veninde og jeg med hans familie i kurbad. Så jeg starter altså med at møde min nye svigermor nøgen i omklædningen;) Det vidste vi selvfølgelig ikke noget om dengang, men dog noget vi har grinet af et par gange efterfølgende hende og jeg. Jeg møder Thomas i hans hus lidt inden vi skal mødes med de andre og det er`her, jeg første gang får fornemmelsen af, at noget er anderledes. Jeg er på ingen måde klar over omfanget og jeg kan også mærke jeg får en lille klump i halsen, når jeg lige gennemlever hele situationen igen. Men… Jeg kan lugte at Thomas har drukket. Han virker ikke fuld eller noget, men jeg undre mig, da det er torsdag og han næsten lige var kommet fra arbejde af. Men jeg tillægger det ikke andet, end at han da sikkert har drukket en fyraftens øl med kollegaerne eller ligende. Det har jeg været vant til hjemmefra, at man sagtens kunne uanset ugedag. Så det blev ikke til mere end den hurtige undring, erstattet af en forklaring.

Vi hygger os helt vild i kurbadet og jeg kan godt mærke jeg syntes han er pisse sød. Også mere end jeg vil være ved;) Jeg kæmper virkelig med min samvittighed her. Vi havde bare haft den dejligste aften i kurbadet og jeg følte virkelig vi havde et eller andet kørende.. Hvad det så end lige var. Der sker så det, at jeg ikke høre mere fra Thomas i nogle dage og jeg tænker “what”? Godt, jamen så var det ligesom mit springbræt til at glemme alt det her, som folk alligevel ville snakke så meget om. Lidt forvirret, men egentlig ret ok med at jeg kunne prøve at finde ro i at være alene istedet. Bum bummelum og Thomas kommer på banen igen. Ville gerne snakke og fortsatte egentlig hvor han slap. Vi springer lidt frem og jeg har så på det her tidspunkt, set ham et par gange, hvor jeg har lagt mærke til, at han lugtede af alkohol hver gang. En dag jeg er i skole, skriver han til mig at han gerne ville have jeg kom ud til ham. Jeg kører derud, da jeg får fri og møder en Thomas med blegt ansigt og blodsprængte øjne. Jeg kan se han ikke har det godt og ærligt så tror jeg sgu ikke, han på det tidspunkt har sovet i et par dage. Jeg står lige overfor en stor stærk chefkok, far, husejer osv. Men jeg står også overfor en knækket mand, som ikke engang vil modtage et knus, før han har fået fortalt mig, hvorfor han bad mig komme. Vi når ikke engang indenfor døren, før han grædende fremstammer, at han ikke har det så godt. Det er tydeligt for enhver. Men jeg kan mærke at det påvirker mig at se ham sådan, da jeg virkelig kan se smerten. Han fortæller at han drikker, men vi får også snakket om, at det havde jeg bemærket. Og jeg kunne i samme vending gøre ham opmærksom på, at jeg jo stadig stod her. Af en eller grund har jeg bare kunne skille Thomas og alkoholen fra hinanden og se ham. Jeg så ham… Jeg kunne sagtens mærke hans personlighed… Det er jeg faktisk ikke verdensmester i normalt. Men Thomas havde en evne, til at vise sin personlighed overfor mig, trods (hvad vi ved nu) hans sygdom. Jeg tænkte, at det med alkoholen får vi styr på. Han er stresset og med 80-90 arbejdstimer i ugen i de travle perioder, hvem ville så ikke blive det. (eftergivenhed og benægtelse) Vi springer igen venner..

Thomas og jeg snapper videre og ses få gange over lang tid. For Thomas bliver mere og mere indelukket. To episoder husker jeg tydeligt fordi han helt lukker mig ude og jeg begge gange når at blive bekymret for ham. i kender godt den der følelse af, at man bekymre sig og er nervøs og når man så får fat i personen, så er man bare ved at slå dem ihjel af raseri, fordi man var blevet så bange ikk? Nå men en tredie episode jeg kan huske, var en dag hvor jeg heller ikke havde haft nogen kontakt til ham, hvor jeg så til aften får en snap, hvor der bare står “kom”.. Jeg begynder så at pakke lidt tøj osv, da min veninde (Thomas kusine) ringer for at ævle og jeg fortæller at jeg er på vej ud til Thomas. Hun siger så, at det tror hun da jeg skal lade være med, for han er ikke hjemme. Hun havde lige mødt ham på stationen, hvor han ventede på toget til Århus. GODT så… Der begyndte jeg at få fornemmelsen af, at det her var noget større end jeg kunne tackle. Både overfor mig selv, men også overfor Thomas. Han løb lidt rundt som en høne uden hovede og jeg kunne intet gøre. Jeg følte mig lidt overflødig og besluttede mig faktisk for at fortælle ham, at det her ikke fungerede for mig. Jeg er lige blevet alene, har to små børn og mest af alt bare brug for stabilitet. At der så skulle gå 14 dage, før jeg kunne få lov at snakke med ham, gjorde det bestemt ikke nemt.

Endelig får jeg muligheden for at sidde overfor ham og kan fortælle det jeg har ladet op til i 14 dage. Uden at pakke det ind, fortæller jeg ham, at hvis han vil mig, skal han lukke mig ind. Jeg vil være der, men han skal lukke mig ind. Ellers kunne jeg på ingen måde være i det fremover. Det er har så vist sig, at være det helt rigtige at gøre. Det betød nemlig, at Thomas lukkede mig ind. Både i sit hjem men også i sit hovede. Hvad det ikke betød, var at Thomas fik det bedre. For det gik alligevel den helt forkerte vej. Forskellen var bare, at jeg kun kunne stå og se på. Han drak mere end jeg havde regnet med, han sov stort set ikke om natten, og kunne slet ikke hænge sammen om dagen. Han forsøgte efter bedste evne at passe sit job, men endte hjemme på sofaen istedet, da han på igen måde havde overskuddet eller energien. Ugen inden han blev indlagt, virkede det som om (måske noget jeg bilder mig ind), at han fandt en tryghed, når jeg var hos ham. Nemlig fordi han stort set sov så snart jeg kom ind af døren. Når han lå tæt på mig, sov han med det samme. Tungt og længe. Det virkede som om han slappede af.

Jeg må indrømme jeg tænkte meget over hvad fanden jeg skulle gøre. For var virkelig vild med Thomas, men det her var jo ikke et liv for nogen af os. Havde jeg kendt ham længe nok, til at bede ham få hjælp? Hold op jeg var i konflikt med mig selv. Jeg vidste i hvert fald èn ting med 100% sikkerhed. Jeg, kunne personligt ikke selv hjælpe ham. Som jeg troede. Det her var større. Men jeg vidste også, at jeg ville være der for ham. Jeg ville stå ved hans side hvis han valgte at få hjælpen. Vi snakkede til sidst en flaske whisky på en nat. Får helt ondt i maven, når jeg tænker på, hvordan havde det til sidst. For man kunne se han godt selv vidste det var galt, men at det også var ude af hans egne hænder. Vi var ret meget nået til point of no return. Han måtte have hjælp for at få det bedre.

En aften beder han mig komme og med det samme jeg kommer derud siger han “kan vi ikke lige tage op til mine forældre?”, hvortil jeg tænkte “NU?”. Han ville ikke fortælle ret meget om hvorfor, det var så vigtigt, at vi skulle derop netop lige der. Men vi tager derop og det er så 2 gang jeg møder mine nye svigerforældre… He he det går sgu ellers godt ikk?;) Det er næsten umuligt, at koncentrere sig om førstehåndsindtrykket, når man enten er nøgen, eller kommer kørende med deres helt ødelagte søn. Her når vi et breaking point. Thomas beder os alle om hjælp, Han kaster håndklædet i ringen og erkender, at han ikke kan mere. Jeg vil lige sige at jeg bliver SÅ pisse STOLT af ham, mens jeg sidder og skriver det her. For det kræver sin mand, at overlade sit liv til alle andres hænder for en periode. Allerede dagen (efter Thomas´s eget ønske) bliver han indlagt i Tjele. Først til afrusning, som han klarer pisse flot. Siden har den stået på terapi, erkendelse, undervisning i sygdommen, livet som afhængig mm. Han har været indlagt i knap 7 uger nu og kommer helt ædru hjem den 23 januar. Jeg har besøgt Thomas hver anden søndag og snakket i telefon 100 gange om dagen. På trods af det, savner jeg ham helt ad H til og syntes det er ved at være drøn hårdt. Heldigvis er vi snart i mål..

Når Thomas kommer hjem, skal han til at vænne sig til en hverdag som ædru. Han skal have hverdagen og dens rytme ind på kroppen igen. Det samme skal jeg. Vi skal til at opbygge et liv, i de rammer vi har. Han har en søn, jeg har mine drenge, vi bor hver for sig med 30 km imellem, jeg studerer, han arbejder som kok osv osv osv. Vi glæder os til at komme igang, for med en standby på 8 uger bliver man utålmodig.) Sideløbende med at hverdagen skal op og køre, får hans forældre og jeg samme undervisning i sygdommen, som Thomas har fået. Der er simpelthen blevet taget sig så godt af os under dette forløb. For én ting er, at være fuld i længere tid af gangen. En anden er at være afhængig. Det er en sygdom, som kræver behandling. Det ligger fysisk i den mentale del. Kort beskrevet så er det et center i hjernen uden “stopknap” der forudsager sygdommen. Den er registreret i WHO-organnitationen som en kronisk sygdom. Så det handler derfor ikke om (som jeg og sikkert de fleste af jer måske tror), om at den pågældende ikke har nogen form for selvdisciplin. Den ejer de skam på lige fod med os andre. Det er slet ikke her kernen ligger. Hvor vi andre vågner op efter en bytur og tænker “aaaaaaaldrig mere”, vågner en person med kronisk afhængighed op og tænker “det skal jeg have noget mere af”. Ikke fordi de har lyst. Men fordi deres hjerne fortæller dem, at de har brug for det. Også selv om de er fuldt bevidste om, at det ikke er godt for dem og at det er “forkert”. Hjernen bliver pludselig i stand til at retfærdiggøre en flaske whisky om dagen. Det starter i de små, men er sygdommen i udbrud, så ender den altid på et sted  hvor den ikke kan stanses uden hjælp. Det er arveligt og en sygdom som er særlig sensitiv overfor stress og livskriser. Men faktum er: Thomas er syg – ikke en idiot som elskede whisky og sin sofa. Han har sygdommen fuldstændig under kontrol nu og har jo lært mere om sig selv end jeg sikkert nogensinde kommer til. Grænser og accept. Det hele har været sådan en god oplevelse for mig. Og jeg er sikker på, at han selv og hans forældre vil sige det samme. Det har på ingen måde skræmt mig og jeg har 200% mod på at leve med en mand med en psykisk sygdom. Hvem er jeg til at dømme anyway? Og hvor mange af os kan afvise, at have noget af den ene eller anden art, som sætter spillereglerne for vores liv. Nogle skal bare have læst reglerne op. Det skulle jeg selv under mit sygdomsforløb.

Kære alle. TAK fordi i læste med. Der var langt ned til bunden hva?;) Jeg vil blot slutte af med at slå et slag for at vi fandeme bryder tabuet. Vi er alle skabt af samme grundmaterialer og burde kunne gøre hinanden den tjeneste at acceptere og give plads til hvem vi er hver især. Jeg har fået masser af beskeder, hvor i (elsker jer for det) spørger om jeg er okay. Og JA det er jeg.. Jeg er skide stolt af min kæreste. Havde han ikke haft styrken til at erkende sit problem, var jeg ikke okay. Men fordi han netop har fået den hjælp han behøvede, er jeg mere end okay. Jeg føler mig simpelthen så rolig omkring denne sygdom, selv om den på nogen kan virke voldsom. Men hvor Thomas er indlagt, er og har der været helt almindelige mennesker indlagt. Advokater, læger, skraldemænd, tandlæger, familiemødre, familiefædre, unge, gamle og jeg kunne blive ved. Skal vi ikke love hinanden, at vi vil give plads til at bryde tabuer fremover?! I hver fald herinde på bloggen. Her har vi ingen tabuer…

Dejlig aften…

 

 

 

 

 

JEG HAR GIVET MIG SELV EN GAVE – I KAN FÅ RABAT

Sponsoreret

Kære Alle…!

Ja… Jeg må sgu ærligt sige, at jeg syntes den sidste tid har været drøn hård. Intens og udfordrende. Jeg har stadig begge ben på jorden, men jeg har skulle forholde mig, til rigtig mange ting jeg enten sjældent eller aldrig har skulle før. Det er meget meget let, at få lidt ondt af sig selv, når man føler sig udfordret og stillet overfor fremmede opgaver. Det kender i godt ik? Den der følelse af at alt godt kan være lidt umuligt, at have med at gøre og at man higer efter noget til at forsøde hverdagen med. Sushi, en plade chokolade, chips, what ever ikk? Eller……..! NYT UR….:) Jeg har ville have et nyt ur siden min fødselsdag i september, men jeg har ikke rigtig kunne finde ud af, hvad jeg ville have. I ved… Det er blevet så moderne med aktivitetsure og sådan et ville jeg egentlig gerne have også. Men jeg er jo lidt “prinsesse”.. Og har ikke haft kunne finde ud af om jeg ville få sådan et ur brugt. Men så kom jeg om ved en reklame på facebook fra www.ditur.dk. Et slide med ure fra Olivia Burton London. Kender i dem? Jeg havde aldrig set dem før og de fangede mig altså bare. Hun laver ure i de fedeste designs. Jeg er jo ikke så farverig, men jeg blev virkelig draget af alle de farvekombinationer der er. Jeg fik helt lyst til at gøre noget vildt.

OG…. Så fandt jeg bare mit ur. Ubetinget lige det ur jeg skulle eje. Til lige den pris som passede ind i mit budget lige nu. (Velkommen til livet på SU ikk?) Det ur jeg købte er i “Rose Gold”, med mesh lænke og et japansk urværk, hvilket man slet slet ikke skal kimse af. Tænk på hvor langt Japan, Kina osv er i udvikling. Så der kan i føle jer helt trygge:) Som butikschef i sin tid den smykke/ure forretning jeg arbejde i førhen, var jeg på en uges kursus som urmager assistent, hvor jeg lærte at et ur ikke nødvendigvis behøver, at være switch made, for at være kvalitet.. Det må i godt skrive jer bag øret.

NÅ.. Men vil i se det?

 

Billederne er uden div filtre osv, da jeg gerne vil have i skal ligge mærke til, hvor flot det er i farven og i detaljerne. Og nu til prisen… 995 kroner koster denne model. Det her ur det bliver jeg glad for. Men hør så her guys… Fordi i har været inde og læse dette indlæg, kan i få en rabat på 15%www.ditur.dk. I skal bare skrive “mia15” i feltet for rabatkode og bum så sparede i lige penge på et i forvejen billigt ur. Deres levering er helt exceptionel hurtig. 1 enkelt dag gik der imellem bestillingen og leveringen. Og der udover så kører de faktisk med prisgaranti inde på webshoppen, hvilket vil sige, at hvis du kan fremvise et sted hvor uret sælges til en billigere pris, så matcher de denne pris. 99 dages returret har de også:) Ja jeg kan blive ved. I kan nok fornemme, at jeg har forelsket mig lidt i denne webshop. Men det skyldes simpelthen at de havde lige nøjagtigt, hvad jeg søgte og deres høje serviceniveau. Jeg HADER at vente en uge, på ting jeg bestiller over nettet. Det har jeg slet slet ikke tålmodighed til. Og da slet ikke i disse tider hvor man bare ved, at det kan klares meget hurtigere med alle de forskellige muligheder for fragt, der findes efterhånden. Nå men tilbage hvor det hele startede. Jeg var på facebook og blev så grebet af et slide fra Dir ur´s facebook profil med dette ur. Og haps så var jeg solgt. Jeg kan varmt anbefale, at gå ind og syntes godt om, da de smider de fedeste billeder op. Så hvis du ikke mangler et ur lige nu, eller bare ikke ved, hvad du vil have, så kan du meget nemt finde inspiration derigennem. Det samme med Dit ur´s IG. Fede billeder.