DA “PÆDAGOGEN” FLYTTEDE IND TIL DEN KREATIVE DIREKTØR KOK (OPDRAGELSE) – OG ET TRYLLEMIDDEL TIL KROPPEN

Affiliate

Hejsa…

ENDELIG! Nu virker bloggen igen. Den har været nede og jeg har været i PANIK. Jøsses en besked jeg fik igår klokken 21.00. Hvis ikke bloggen var aktiveret inden 7 Juni, så ville alt indhold slettes og domænet ville blive tilgængeligt igen. Det fik mig virkelig til, at google på de koder på fejlfinding jeg fik smidt i hovedet, når jeg forsøgte at komme igennem til administrator sitet. Nu kører det langt om længe, så nu kan jeg fortsætte, hvor jeg slap.

Vi er jo flyttet ind hos Thomas og det er simpelthen så dejligt. Magen til tålmodig, overskuds agtig og omsorgsfuld mand omkring børn (og særligt mine vilde børn) skal man lede længe efter. Det bringer mig også videre til mit emne omkring opdragelse. Thomas og jeg er ikke sådan helt vildt ens der. Men til gengæld har vi en aftale om, at vi må fortælle hvad vi ser, hvis vi kan se den anden kunne tackle noget anderledes. Ikke fordi vi går og analyserer hinanden konstant. Men et eksempel kunne være, at Villads får tøjkrise, hvilket ikke er så meget mere som det har været, men når det så til gengæld indtræffer, så er jeg bare ved DØ indvendigt, da min tålmodighed har været på prøve på det punkt i 4 år ca nu. Det hjælper jo naturligvis ikke på en skid og på trods af, at jeg er ved at uddanne mig til pædagog, så glemmer jeg lige nøjagtig der fuldstændig alt, hvad jeg har lært. Jeg ved udemærket godt, at mit temperament forværre hele situationen for både Villads og jeg men når musikken spiller, så forsvinder mit fokus.

Se det er `her, at Thomas kommer med helt nye øjne og ser situationen fra et helt andet perspektiv. Han er for det første ikke så hidsig som jeg er, men for det andet evner han at se på løsning af situationen, istedet for at lade sig rive med. Som han siger en million gange om dagen “du bruger for meget tid på at snakke med de børn om alt”. I starten tænkte jeg. “Jaaaaaa men nu skal vi jo også lige huske på, hvem der studerer mennesker fra spæd til gammel. Jeg tror nu nok, at jeg ved hvad jeg laver” Men han spurgte en dag om han måtte prøve at tackle Villads på hans måde og ja så lad gå da;) I løbet af 5 minutter var krisen afværget og drengen legede glad på sit værelse. CHOK. Skulle vi så slet ikke til at råbe? Skulle vi ikke hele tøjskabet igennem? Bruge til på at forsone bagefter? Åhhhh jeg BED mig næsten i tungen, over at skulle spørge den kreative direktør kok “Hvordan fanden gjorde du dog det”;) På Thomas job taler man klart og tydeligt og spørg ikke 5 gange om det samme. Tingene skal rulle og maden serveres inden for korrekt tid. Bum. Men hjemme er den mand simpelthen så skide rolig og hammer dygtig til børn.

Omvendt var Thomas overbevidst om, at hans søn på 8 år, ville reagere knap så positivt på, når Thomas skulle fortælle ham, at han skulle dele sin far med 2 små mider og en kæreste. Han gik rundt om den varme grød i eeeeeeeeeeevigheder og vi pludselig var ret tæt på indflytningen, pressede jeg på og bad ham fortælle det til ham. Thomas gav udtryk for, at det gjorde ham lidt nervøs, at han vidste at Malthe ville reagerer og her var det så min tur, til at spørge om jeg måtte bestemme metoden til overleveringen af nyheden. Heldigvis sagde han ja og det resulterede heldigvis også i en vidt glad Malthe. Hvordan er en længere historie, men det handler om hvordan man overleverer emnet OG hilsen stemning ungerne fornemmer fra forældrene. Faktisk er det næsten muligt, at få børn til, at græde over fredagsslik, hvis du fremlægger det som noget sørgeligt og udtrykker en vis form for usikkerhed. Det handler om, at slå på de rigtige fordele og gevinsten for barnet og ikke alle de følelser som barnet alligevel ikke kan forholde sig til. Såsom at det i dette tilfælde var vigtigt, at slå på, at der jo så ville komme en kæmpe trampolin i haven, som Malthe ønskede sig og som drengene og jeg havde med. Vi havde haft den til at stå i gården nede ved lejligheden. Nå nu kom jeg så alligevel ind på det;) MEN anyway. Humlen her er, at man nogle gange skal lukke andre ind omkring opdragelse og omkring råd til opdragelse. Hovedsageligt er det drengenes far og jeg, som bestemmer opdragelsens form, MEN jeg har fundet ud af, at jeg kan drage kæmpe nytte af Thomas i mange situationer.

Og….. Så tror i nok at jeg lever luksus med lækker spænende aftensmad hver dag. Ser i. Mekanikerens bil er et lig, pædagogens børn er de værste OG kokkens køleskab er tomt, HVIS ikke kokken havde en Mia til at fylde det op;) At finde på mad og lave det er faktisk mig der står for det herhjemme;) Det er lidt skørt ik? Vi har fundet en super fin metode til fordeling af det meste herhjemme og vi nyder det alle:)

Lidt nyt herfra..

Der kommer mere, for på trods af sommer og sol har jeg hostet i en 14 dages tid, bliver voldsom træt omkring middag hver dag og ja undskyld detaljerne, men det er sgu ikke hverdag jeg kommer på toilet… Det er da vildt generende og jeg har forgæves forsøgt, at tage vitaminer for at forbedre det hele. Men så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg engang for mange år siden, inden jeg fik kids, brugte noget som hed Bio Strath. Dengang brugte jeg det fordi jeg konstant gik rundt og skrantede. Men det havde en masse andre effekter også.

Her er hvad de selv skriver om det:

Bio-Strath er et populært og omtalt kosttilskud som:

– giver børn og voksne mere at stå imod med
– fremmer optagelsen af næringsstofferne fra kosten
– styrker hud, hår og negle
– giver øget energi og velvære

 Bio Strath er et gennemprøvet schweizisk kosttilskud, som fremstilles af gær og en lang række urter, der gennemgår en specialproces, hvor gærcellerne til sidst nedbrydes.

Bio Strath indeholder 61 forskellige næringsstoffer (vitaminer, mineraler, aminosyrer, sporelementer, enzymer, nukleinsyrer m.v.) i naturlig og letoptagelig form.

Jeg har købt det her på helsebixen.dk

De kører 10 % OG fri fragt derinde:) I får lige linket på selve Bio strath her

Jeg syntes altså i skal prøve det, da jeg ved fra førhen, at det virker og fordi at jeg allerede efter en lille uge på det, kan mærke mere energi om aftenen. Der går længere før jeg bliver sofa klar og træt og ja så har jeg da haft hele 2 ganges susses på wc ét om dagen siden dag 2 på Bio Strath;)

Nu har jeg ikke mere for denne gang.. Dejlig weekend alle jer.

HVORDAN THOMAS´S SYGDOM PÅVIRKER MIG OG OS

Kære Jer.

Som i sikkert alle efterhånden har læst, så lever Thomas jo med en sygdom. Det er en sygdom som stort set viser sit ansigt hver dag i større eller mindre grad og heldigvis mindre og mindre. Det er noget både han og jeg er ved at lære at tackle. Vi lagde hårdt ud, med at blive kærester lige midt i det værste tidspunkt i Thomas´s sygdom. Omvendt har det tydeligt rustet os i “arbejdet” med, at få hverdagen med et gammelt misbrug op at køre. Men ved i hvad? Det er fandeme ikke noget jeg på noget tidspunkt fortryder. Jeg har lært SÅ meget om mig selv. Oplevet hvor rummelig jeg kan være. Hvor eftergivende jeg kan være. Hvor stærk jeg kan være i hvilke situationer og hvor langt jeg kan rykke mine grænser, uden at miste mig selv. Jeg lærte af en misbrugsvejleder som vi gik til familiebehandling hos, at det ikke er `mit misbrug. Så det er vigtigt, at jeg kan give slip og bibeholde min tillid til Thomas. Stole på han ikke drikker når jeg kigger væk, stole på han ved hvor hans egne grænser ligger i forhold til, ikke at presse sig selv for hårdt på jobbet, have stabilt blodsukker og reagere på, hvis han mærker en tanke indhente ham. Det kræver en vild energi af ham, at bruge så meget tid på bare “at være”. Han har fundet en kæmpe glæde og hjælp i at træne. Han træner stort set hver evig eneste dag og det er ´der han kobler af og nulstiller systemet. Ofte har misbrugere, som er kommet ud på den anden side, det med at overføre sin afhængighed over på andre ting. Også her skal han/vi være opmærksomme. Det er hos ud derfor fuldstændig udelukket at spille lotto og for Thomas at bruge noget så fredeligt som næsespray, som man også kan danne en afhængighed til. Det er en kæmpe læringsproces for os begge, men vi har vænnet os til den lynhurtigt og kernen i vores forhold er, at det står mig frit for, at fortælle hvis jeg ser eller mærker noget, som har givet anledning til bekymring. Ordet er frit og jeg skal ikke gå på listefødder. Det er alfa omega for mig, da jeg ikke kan fungere i, at skulle aflæse eller gætte mig frem til eventuelle problemstillinger. Omvendt er aftalen også, at Thomas skal fortælle mig, hvis han mærker en trang. Også selv om han er på arbejde og jeg er på seminariet. På den måde sikre vi begge hinanden. Jeg har muligheden for at hjælpe ham, med at huske hvad der er vigtigt i sådan en situation og han står ikke alene med sin tanker.

Det lyder jo forholdsvis nemt ik? Det er det ikke. Det er sådan her vi arbejder på, at have det herhjemme. Men når musikken spiller med 3 knægte på 3, 5 og 8 år, så er det ikke altid en mulighed, at arbejde med tanker og man ser heller ikke altid symptomerne med det samme. Derfor er udfordringen med Thomas sygdom, at være vågen non stop. Og det gælder lige så meget mig og f.eks mine svigerforældre, som det gælder Thomas selv. Det kan være meget svært selv at skelne mellem hvad der er normalt og hvad der er sygdomspræget. Men vi er alle enige om, at det ikke skal fylde vores liv. Når det viser sit ansigt, byder vi det velkommen og forholder os til det, men ellers så har vi besluttet at nyde vores børn, hinanden og vores liv. Jeg selv under min fødselsdepression og Thomas under sin behandling, har lært, ar arbejde med kognitive alternativer til vores tanker, så man må sige at vi da har de bedste forudsætninger for, at vende vores tanker omkring livet til noget positivt.

Selv om sygdommen kan vise sig, når man mindst venter det, så laver vi fuldt ud det samme som alle andre par i vores hverdag. Står op med uglet hår og drikker morgenkaffe, går på job og på studiet, spiser aftensmad og går i seng igen. Vi rejser, ser serier, vedligeholder og renoverer hus, skældes og er fornærmede ligeså meget som alle andre, elsker hinanden og en gåtur ligeså meget som alle andre. Procentvis fylder `det at Thomas kan få nogle udfald måske 50% i det ubevidste og 30% i det bevidste, hvilket skal forståes på den måde, at vi ubevidst begge kommer til at tolke på, hvis Thomas bare har en ganske almindelig dårlig dag, som går i sig selv uden videre. Og bevidst er vi tvunget til at forholde os til de ting og situationer, Thomas skal holde sig fra. Såsom drukfester og mega stressede situationer hvor presset bliver for stort.

Jeg vil slutte af med at fortælle jer at – DET ER DET HELE VÆRD. Det er hårdt til tider, men jeg har lært mig selv så super godt at kende de sidste 9 mrd og jeg ville ikke være et sekund foruden.

UNATURLIGT ADSKILDT OG – HVAD SANDSTEN GØR FOR MIG (OG EN LILLE NYHED)

Sponsoreret

Hej Jer…

Nu er der gået nogle måneder, hvor jeg har delt mine drenge med min eksmand. 7/7 ordning. Jeg er super mega møg ambivalent omkring det. For drengene er ligeså meget min eksmands børn og begge drenge har brug for deres far. Men…. Men men men. Egoistisk set.. Og det synspukt må jeg godt tage her på bloggen ikk;)? Nej men set fra mit helt eget egocentreret synspunkt, så føles det helt og aldeles unaturligt, at skulle undvære mine drenge 7 dage ad gangen. Igår aftes spiste jeg hos drengene hjemme hos deres far. Det er noget vi har besluttet, at vi skal kunne for ungernes skyld. Det går også rigtig fint imellem min eksmand og jeg. Men Villads vores ældste brugte længe på at tilpasse sig situationen, hvor både mor og far var sammen ved aftensmadbordet. Han var tydeligvis træt, men også enormt udadreagerende vred. Han var vred over det hele og på både min eksmand og jeg. Efter 1,5 time blødte han op og blev så herfter tilfreds og glad. Men at skulle køre efter aftensmaden, hvor han udtrykte tydeligt, at han ikke ønskede jeg skulle køre, er hjerteskærende. Det GJORDE så ondt. Tanker der fløj igennem mit hovede var “Jeg kan jo ikke efterlade dem. Jeg er deres mor” og “De skal jo ikke undvære mig, jeg er deres mor”, “jeg har ikke sat børn i verdenen, for at undvære dem halvdelen af deres liv”. Jeg hyler på vej hjem i bilen og det gør egentlig bare røv ondt. Det er ikke naturligt for en mor, at undvære sine børn. Men i det moderne samfund, er det sådan nogle vælger deres liv. Men er det fair overfor drengene? De har det fantastisk i hverdagen og på trods af at Villads lige har skulle finde en balance som skoledreng, så har han ændret sig rigtig meget efter at min eksmand og jeg gik fra hinanden. Der var førhen vildt trykket stemning omkring drengene og store uoverensstemmelser omkring opdragelse og måden at opdrage på. Men er DET så fair? Nej vel?

Selvfølgelig er det lækkert med Mia tid, til alle de ting man ikke når i hverdagen, hvor man har to trætte børn at tage sig af, når jeg i løbet af de 7 dage hvor drengene er hos deres far. Thomas og jeg får tid til at pleje vores forhold og øøøøøøøøøhhh, nu mere end nogensinde, da drengene og jeg i søndags flyttede ud til Thomas i huset i Hurup. Det har overhovedet ikke været svært, at beslutte om det var det rigtige, da alene ´det, at se Thomas sammen med mine drenge og mærke deres helt enorme glæde over ham, gjorde det vanvittigt nemt. Der kan aldrig blive nok mennesker, som vil mine drenge noget godt. Og Thomas er helt fantastisk med dem. Så det var lige den nyeste lille nyhed herfra:)

SANDSTONE SCANDINAVIA

Jeg er sgu gået hen og blevet en smule følsom i huden i ansigtet. Jer der har læst med længe ved, at jeg i forvejen bruger meget milde ansigtsprodukter. Make up har bare ikke, haft nogen særlig negativ effekt på min hud ellers. Men så er jeg sgu begyndt at få små røde knopper under øjnene og lige under hagen. De klør og er ikke super fede at se på;) Men når de fortager sig, bliver det små tørre plamager. Og så er det sgu umuligt, at ligge et fint lag selvbruner uden man bliver plettet. Jeg forsøgte mig med nogle “make up frie” weekender og sørme om ikke det gik i sig selv. SÅ gode råd var dyre, da jeg da syntes jeg har været igennem en del mærker efterhånden. Men balancen mellem det naturlige i produkterne og kvaliteten af selve effekten har altså været svært at finde.

Men så var det at jeg faldt over dansk Sandstone Skandinavia på Instagram. Jeg forhørte mig lidt mellem mine veninder, men ingen havde prøvet produkterne derfra. Så jeg åbnede faktisk min macbook og skrev til dem. Jeg foreslog om ikke jeg måtte teste make uppen og derefter anmelde det. Efter kun en times tid som der en mail tilbage og nu er jeg så her hvor jeg har testet i et par mrd. Her kommer min anmeldelde;

PRØV DET. Prøv det, prøv det, prøv det. Det er simpelthen så lækkert. Min svigermor testede f.eks en læbestift derfra og hun fortæller følgende egenskaber; Dejlig blød, let at påføre, holder mange timer på trods af mad og drikke og virker plejende. Jeg selv er solgt og det blev så en kort proces, omkring at “finde mit mærke”. Den oplevelse skal i virkelig give jer selv… Ps, deres make up pensler er VIDUNDERLIGE.

Jeg kunne godt stoppe her, men jeg MÅ altså lige fortælle lidt om hvordan Sandstorm Scandinavia opstod for ikke så længe siden faktisk. Se lige hvad Jesper Hansen skriver her i et udsnit fra webshoppen –

Der vandt Jesper lige mit moderhjerte.. Jeg kan umuligt være den eneste, der finder det her mærke så ægte og fuldrendt. Tag da lige som en start at følg deres facebook og instagram🙂 Så kan i altid se, om i kan modstå denne danske sandstorm;)

Til sidst. Tak for jer…

FUCK – OG EN OPDATE

Kære Alle…

Jeg er ved at være klar, til at rette blikket mod bloggen igen. Jeg har gennemgået og bestået min praktik samt eksamen og så er Villads startet op i skoleintro. Det har været et par vildt travle med og jeg har vitterligt ikke haft tid til, at skrive på bloggen, omend den har været i mine tanker dagligt. Jeg kunne skrive side op og side ned om min praktik, da jeg syntes det var fuldstændig fantastisk spændende. Men det vil næppe interessere jer, da man nok faktisk skulle have været der. Men jeg kan fortælle så meget, at jeg tror jeg har fundet min gren indenfor pædagogikken og det er den fedeste mavefornemmelse.

FUCK!

Fuck hvor er det bare en vild følelse, når ens førstfødte, starter op i skole. At se ham blive SÅ stor over en nat er fandeme vildt. Jeg er simpelthen så stolt af min dreng. Det må man godt være, må man ikke? Han er gået så flot igennem dagplejen, så børnehaven og nu er endnu et nyt kapitel startet, hvor jeg har ladet mig fortælle, at de virkelig udvikler sig med lynets hast. Og hvordan kan det lade sig gøre? Sig mig lige det;) For for pokker hvor jeg syntes det går stærkt lige nu. Vil det være helt ad vejen, at spørge allerede nu, om nogen af mine læsere er hajer, til at skrive konfirmationssange? Jeg får jo brug for en lige om lidt;)

Men….. Men men men men men…! Det er jo bare sådan, at Villads er helt sin egen. Helt sin egen på den måde at der er visse ting, som han ikke rummer så godt. Blandt andet forandringer i hverdagen. Vi er kommet rigtig langt, for det er nemlig ikke noget som fylder nær så meget som det har gjort. Så længe alle de omsorgspersoner der er omkring Villads forstår og anerkender, at ´det som for os virker så let som ingenting, kan være en udfordring for Villads. Vi har været så fantastisk heldige med den dagpleje Villads gik i. Hun forstod ham virkelig og var fantastisk dygtig til, at efterkomme de ekstra behov Villads har og havde. Det klædte ham virkelig på til børnehavestarten for 3 år siden. Som forældre handler det om, at være hudløs ærlig omkring ´det, at have en særlig sensitiv søn. Også selv om det er vanvittig svært, fordi man i starten bebrejder sig selv. Var det vores skyld? Vores opdragelse? Vores omsorg? For meget/for lidt? Min fødselsdepression? Var det fordi han havde taget skade af, at jeg havde været nede med flaget? Også selv om jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg på intet tidspunkt mistede fokus på mine børn. Men vi ved jo bare godt, at børn mærker ALT. Uanset alder, køn og hvor meget vi forældre end forsøger at skjule noget. Så mærker de bare den mindste ubalance. Netop derfor tog M (drengenes far) 4 måneders barsel sammen med mig, for at give drengene alt det de havde brug for og mere til.

Nå men tilbage til, at M og jeg som forældre til Villads, er nødt til at være ærlige omkring Villads. Det gælder lige fra opstart i dagpleje, børnehave og nu skoleintro. Men også overfor bedsteforældre og nu også Thomas, som jo er en stor del af drengenes liv nu. Inden Thomas mødte drengene, var jeg nødt til at forklare ham, at Villads var en kvik, humoristisk, langt fremme i skoene, glad dreng. Men også at han ikke har et bestemt filter inde i hans lille overintelligente hjerne. Han lukker lidt for mange sanser og indtryk ind. Lige fra lyd, lys, dufte mv til måden man siger tingene på, hvilket betyder, at han ikke kan sorterer den rette mængde af indtryk til. Ved at være ærlig omkring det, kan vi sikre at Villads ikke bliver skældt unødigt ud. For hånden på hjertet.. Kender man ikke til Villads og ser ham når han er i “udbrud”, så kan det mest af alt minde om en lidt for forkælet dreng. Derfor er det vigtigt for os, at alle de personer som omgåes Villads til hverdag, ved hvordan man tackler ham.

Det viser sig efterhånden kun på den måde, at når der sker større ændringer i hverdagen, som i dette tilfælde f.eks. er skolestart, så har Villads det rigtig svært, når han kommer hjem. Han har fået alt for mange indtryk ind i det lille hovede og reagerer ved at være rigtig vred og ked af det meget af tiden. Han må ikke stilles overfor mange og alt for store krav, for det kan han slet ikke rumme. Derfor handler det om at skabe ro og rammer omkring ham, ind til han er vænnet til den nye hverdag. For SÅ kører det også for ham igen. Lige så snart han føler sig sikker og tryg, så falder tingene til ro og han er en helt almindelig dreng igen. Men FUCK hvor har denne uge været enorm hård. For som altid reagerer Villads når han kommer hjem. Det er vildt synd for ham og han får en del mere line end under normale omstændigheder om eftermiddagen. Men vi har jo også Noam, som skal kunne være i det. Så det har krævet et benarbejde uden lige i denne uge, at gøre alle glade.

Men hey vi vidste at han skulle starte i skoleintro. Vi vidste han ville reagerer og nu er vi igang. Den næste måned skal gå med at få Villads til at finde balancen igen. Jeg har haft ondt i maven hele ugen over at aflevere Villads, velvidende at han kommer til at sidde i mange timer og suge en masse til sig, som han faktisk ikke behøver. Men jeg ved af erfaring, at han vænner sig til det. Så det skal nok gå. Mit moderhjerte må bare være ekstra stærkt den næste tid.

 

 

 

VAR DET NU DEN RIGTIGE BESLUTNING?

Hold kæft hvor har jeg stillet mig selv det spørgsmål mange gange det sidste halve år. Ikke bevidst. Og ikke et spørgsmål som tager ret længe at erstatte med en alternativ tanke. Men når jeg høre mine børn spørge mig i telefonen “hvornår skal vi hjem til dig mor” og høre deres begejstring, når jeg fortæller dem, hvor mange nætter de mangler at sove. Så får jeg sgu ondt i maven. Og så er det at spørgsmålet melder sig. Det samme gør de ved deres far, så det handler ikke om at der er et sted de hellere vil være end andet. Men når jeg rigtig har ondt af mig selv, så har jeg det helt ad H til, i den uge hvor jeg ikke har dem. Mit humør er ikke helt det samme og jeg skal virkelig tage mig sammen, for ikke at komme til at ringe og spørge til dem hele tiden. Jeg VED de har det godt ved deres far. Det er ikke ´der skoen trykker. Det handler nemlig om min samvittighed. Helt vild dårlige samvittighed. Kæmpede vi længe nok? Valgte vi bare den nemme udvej? Kan man tillade sig det, når man efter eget udsagn, vil gøre ALT for sine børn? Alle den slags spørgsmål melder sig i de perioder, hvor jeg ikke har drengene.

Men here is the case… Da jeg var gift og boede sammen med drengenes far, var ingen af os glade. Vi vidste godt hvorfor han og jeg ikke havde det godt sammen. Det er en længere historie. Men hvorfor vores drengene begge begyndte, at udvise en sådan lidt destruktiv adfærd, vidste vi ikke. Hvis der er fylder meget for forældre, så er det når deres børn ikke trives. Og da børnehaven begyndte at kommentere på det, besluttede vi os for at se indad. Var det i virkeligheden ós, som skabte det indre kaos som særligt Villads havde i helt vild stigende grad? Det er der jo af gode grunde ingen, som kan vide på forhånd. Men ja det var det i vores tilfælde.

Efter M og jeg gik fra hinanden, er Villads blevet SÅ afbalanceret. Stadig en ballademager, stadig vild, stadig meget hysterisk med sit tøj, at der skal være ryddet og pænt på hans værelse osv. Men han kan styre det og vi kan for første gang i flere år, påvirke ham i forskellige retninger. Med den rigtige form for kommunikation og samtaleteknikker, ja der har vi perioder helt uden skænderier. Noam den lille skid, er rigtig kommet i trodsalderen, men det ved vi til gengæld, hvad er. Det er de helt klassiske tegn på selvstændighedsalderen, som det jo helst kaldes. Kan selv, vil selv. Så…. Svaret på mit spørgsmål til mig selv. Ja, når det går ud over ungernes trivsel, så er det den rigtige beslutning!

Og hvad der så gør beslutningen endnu mere rigtig for mig, var at jeg mødte Thomas og mærkede noget, som jeg sket ikke troede, jeg indeholdte mere. Ikke fordi M ikke er en god mand, for det er han skam. Men vi var vokset fra hinanden og ville ikke længere det samme. Den erkendelse tog os 2 år, at komme til, nu kan vi uden tvivl se, at det var det rigtige at gøre for alle. Drengene er glade, M har fået et helt vildt nært forhold til drengene og er begyndt på alle de interesser han med årene, havde droppet fordi presset på hjemmefronten og jobbet havde fyldt det hele og jeg.. Ja jeg er helt vild tosset med min kæreste, som virkelig har vist mig en anden side af begrebet værdier. Jeg har altid været lidt af et mærkedyr. Jeg følte vitterligt, at man blev lykkelig af materielle ting. Og specielt de sidste år hvor ægteskabede haltede, havde jeg et ret stort behov, for at overføre min lykke til materielle ting. Både til drengene og jeg. Men Thomas er bare en helt anden type. Han kan bestemt også lide kvalitet og mærkevare. Men ikke på bekostning af menneskelig lykke. Han har virkelig gjort det tydeligt for mig, hvad der i bund og grund betyder noget for min egen lykke. Han er den mest omsorgsfulde mand som sørger for, at jeg hver dag står glad op og går glad i seng. Og de som kender mig privat, vil nok også kunne skrive under på, hvor vigtig humor er for mig i hverdagen. Og det er lige før, jeg vil kunne påstå, at Thomas har en lige så latterlig humor som jeg selv har. Igår gik vi i seng klokken 23.50, men lagde os først til at sove klokken 00.30. Vi skulle liiiiiiige…. Ej ad stop jer selv;) Sikke en tankegang i har… He he. Vi skulle lige blive færdige med at GRINE;) Det er skide sundt at grine, men endnu sundere at kunne grine sammen. Jeg ved godt stadig er forholdsvis nyt mellem Thomas og jeg. Ca 6 mrd. Men jeg har aldrig følt mig så fri, til bare at være mig selv, som jeg gør med ham. Han er til gengæld lige så stædig som jeg er og jeg får ikke længere bare ret i alt. Det hjælper ikke engang, at lave en scene;) Han kan i ´den grad, give mig modspil og det har jeg til gengæld skulle vænne mig til. Jeg har været nødt til, at gemme min indre prinsesse væk og give plads til, at Thomas også kan kanøfle mig af og til. Det gør det nu egentlig også meget sjovt, at være i et forhold på den måde. Selv om jeg da noget oftere fik ret, når jeg førhen bare skulle diskutere mig selv. Det kender i godt ik kvinder;)?