FUCK – OG EN OPDATE

Kære Alle…

Jeg er ved at være klar, til at rette blikket mod bloggen igen. Jeg har gennemgået og bestået min praktik samt eksamen og så er Villads startet op i skoleintro. Det har været et par vildt travle med og jeg har vitterligt ikke haft tid til, at skrive på bloggen, omend den har været i mine tanker dagligt. Jeg kunne skrive side op og side ned om min praktik, da jeg syntes det var fuldstændig fantastisk spændende. Men det vil næppe interessere jer, da man nok faktisk skulle have været der. Men jeg kan fortælle så meget, at jeg tror jeg har fundet min gren indenfor pædagogikken og det er den fedeste mavefornemmelse.

FUCK!

Fuck hvor er det bare en vild følelse, når ens førstfødte, starter op i skole. At se ham blive SÅ stor over en nat er fandeme vildt. Jeg er simpelthen så stolt af min dreng. Det må man godt være, må man ikke? Han er gået så flot igennem dagplejen, så børnehaven og nu er endnu et nyt kapitel startet, hvor jeg har ladet mig fortælle, at de virkelig udvikler sig med lynets hast. Og hvordan kan det lade sig gøre? Sig mig lige det;) For for pokker hvor jeg syntes det går stærkt lige nu. Vil det være helt ad vejen, at spørge allerede nu, om nogen af mine læsere er hajer, til at skrive konfirmationssange? Jeg får jo brug for en lige om lidt;)

Men….. Men men men men men…! Det er jo bare sådan, at Villads er helt sin egen. Helt sin egen på den måde at der er visse ting, som han ikke rummer så godt. Blandt andet forandringer i hverdagen. Vi er kommet rigtig langt, for det er nemlig ikke noget som fylder nær så meget som det har gjort. Så længe alle de omsorgspersoner der er omkring Villads forstår og anerkender, at ´det som for os virker så let som ingenting, kan være en udfordring for Villads. Vi har været så fantastisk heldige med den dagpleje Villads gik i. Hun forstod ham virkelig og var fantastisk dygtig til, at efterkomme de ekstra behov Villads har og havde. Det klædte ham virkelig på til børnehavestarten for 3 år siden. Som forældre handler det om, at være hudløs ærlig omkring ´det, at have en særlig sensitiv søn. Også selv om det er vanvittig svært, fordi man i starten bebrejder sig selv. Var det vores skyld? Vores opdragelse? Vores omsorg? For meget/for lidt? Min fødselsdepression? Var det fordi han havde taget skade af, at jeg havde været nede med flaget? Også selv om jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg på intet tidspunkt mistede fokus på mine børn. Men vi ved jo bare godt, at børn mærker ALT. Uanset alder, køn og hvor meget vi forældre end forsøger at skjule noget. Så mærker de bare den mindste ubalance. Netop derfor tog M (drengenes far) 4 måneders barsel sammen med mig, for at give drengene alt det de havde brug for og mere til.

Nå men tilbage til, at M og jeg som forældre til Villads, er nødt til at være ærlige omkring Villads. Det gælder lige fra opstart i dagpleje, børnehave og nu skoleintro. Men også overfor bedsteforældre og nu også Thomas, som jo er en stor del af drengenes liv nu. Inden Thomas mødte drengene, var jeg nødt til at forklare ham, at Villads var en kvik, humoristisk, langt fremme i skoene, glad dreng. Men også at han ikke har et bestemt filter inde i hans lille overintelligente hjerne. Han lukker lidt for mange sanser og indtryk ind. Lige fra lyd, lys, dufte mv til måden man siger tingene på, hvilket betyder, at han ikke kan sorterer den rette mængde af indtryk til. Ved at være ærlig omkring det, kan vi sikre at Villads ikke bliver skældt unødigt ud. For hånden på hjertet.. Kender man ikke til Villads og ser ham når han er i “udbrud”, så kan det mest af alt minde om en lidt for forkælet dreng. Derfor er det vigtigt for os, at alle de personer som omgåes Villads til hverdag, ved hvordan man tackler ham.

Det viser sig efterhånden kun på den måde, at når der sker større ændringer i hverdagen, som i dette tilfælde f.eks. er skolestart, så har Villads det rigtig svært, når han kommer hjem. Han har fået alt for mange indtryk ind i det lille hovede og reagerer ved at være rigtig vred og ked af det meget af tiden. Han må ikke stilles overfor mange og alt for store krav, for det kan han slet ikke rumme. Derfor handler det om at skabe ro og rammer omkring ham, ind til han er vænnet til den nye hverdag. For SÅ kører det også for ham igen. Lige så snart han føler sig sikker og tryg, så falder tingene til ro og han er en helt almindelig dreng igen. Men FUCK hvor har denne uge været enorm hård. For som altid reagerer Villads når han kommer hjem. Det er vildt synd for ham og han får en del mere line end under normale omstændigheder om eftermiddagen. Men vi har jo også Noam, som skal kunne være i det. Så det har krævet et benarbejde uden lige i denne uge, at gøre alle glade.

Men hey vi vidste at han skulle starte i skoleintro. Vi vidste han ville reagerer og nu er vi igang. Den næste måned skal gå med at få Villads til at finde balancen igen. Jeg har haft ondt i maven hele ugen over at aflevere Villads, velvidende at han kommer til at sidde i mange timer og suge en masse til sig, som han faktisk ikke behøver. Men jeg ved af erfaring, at han vænner sig til det. Så det skal nok gå. Mit moderhjerte må bare være ekstra stærkt den næste tid.

 

 

 

VAR DET NU DEN RIGTIGE BESLUTNING?

Hold kæft hvor har jeg stillet mig selv det spørgsmål mange gange det sidste halve år. Ikke bevidst. Og ikke et spørgsmål som tager ret længe at erstatte med en alternativ tanke. Men når jeg høre mine børn spørge mig i telefonen “hvornår skal vi hjem til dig mor” og høre deres begejstring, når jeg fortæller dem, hvor mange nætter de mangler at sove. Så får jeg sgu ondt i maven. Og så er det at spørgsmålet melder sig. Det samme gør de ved deres far, så det handler ikke om at der er et sted de hellere vil være end andet. Men når jeg rigtig har ondt af mig selv, så har jeg det helt ad H til, i den uge hvor jeg ikke har dem. Mit humør er ikke helt det samme og jeg skal virkelig tage mig sammen, for ikke at komme til at ringe og spørge til dem hele tiden. Jeg VED de har det godt ved deres far. Det er ikke ´der skoen trykker. Det handler nemlig om min samvittighed. Helt vild dårlige samvittighed. Kæmpede vi længe nok? Valgte vi bare den nemme udvej? Kan man tillade sig det, når man efter eget udsagn, vil gøre ALT for sine børn? Alle den slags spørgsmål melder sig i de perioder, hvor jeg ikke har drengene.

Men here is the case… Da jeg var gift og boede sammen med drengenes far, var ingen af os glade. Vi vidste godt hvorfor han og jeg ikke havde det godt sammen. Det er en længere historie. Men hvorfor vores drengene begge begyndte, at udvise en sådan lidt destruktiv adfærd, vidste vi ikke. Hvis der er fylder meget for forældre, så er det når deres børn ikke trives. Og da børnehaven begyndte at kommentere på det, besluttede vi os for at se indad. Var det i virkeligheden ós, som skabte det indre kaos som særligt Villads havde i helt vild stigende grad? Det er der jo af gode grunde ingen, som kan vide på forhånd. Men ja det var det i vores tilfælde.

Efter M og jeg gik fra hinanden, er Villads blevet SÅ afbalanceret. Stadig en ballademager, stadig vild, stadig meget hysterisk med sit tøj, at der skal være ryddet og pænt på hans værelse osv. Men han kan styre det og vi kan for første gang i flere år, påvirke ham i forskellige retninger. Med den rigtige form for kommunikation og samtaleteknikker, ja der har vi perioder helt uden skænderier. Noam den lille skid, er rigtig kommet i trodsalderen, men det ved vi til gengæld, hvad er. Det er de helt klassiske tegn på selvstændighedsalderen, som det jo helst kaldes. Kan selv, vil selv. Så…. Svaret på mit spørgsmål til mig selv. Ja, når det går ud over ungernes trivsel, så er det den rigtige beslutning!

Og hvad der så gør beslutningen endnu mere rigtig for mig, var at jeg mødte Thomas og mærkede noget, som jeg sket ikke troede, jeg indeholdte mere. Ikke fordi M ikke er en god mand, for det er han skam. Men vi var vokset fra hinanden og ville ikke længere det samme. Den erkendelse tog os 2 år, at komme til, nu kan vi uden tvivl se, at det var det rigtige at gøre for alle. Drengene er glade, M har fået et helt vildt nært forhold til drengene og er begyndt på alle de interesser han med årene, havde droppet fordi presset på hjemmefronten og jobbet havde fyldt det hele og jeg.. Ja jeg er helt vild tosset med min kæreste, som virkelig har vist mig en anden side af begrebet værdier. Jeg har altid været lidt af et mærkedyr. Jeg følte vitterligt, at man blev lykkelig af materielle ting. Og specielt de sidste år hvor ægteskabede haltede, havde jeg et ret stort behov, for at overføre min lykke til materielle ting. Både til drengene og jeg. Men Thomas er bare en helt anden type. Han kan bestemt også lide kvalitet og mærkevare. Men ikke på bekostning af menneskelig lykke. Han har virkelig gjort det tydeligt for mig, hvad der i bund og grund betyder noget for min egen lykke. Han er den mest omsorgsfulde mand som sørger for, at jeg hver dag står glad op og går glad i seng. Og de som kender mig privat, vil nok også kunne skrive under på, hvor vigtig humor er for mig i hverdagen. Og det er lige før, jeg vil kunne påstå, at Thomas har en lige så latterlig humor som jeg selv har. Igår gik vi i seng klokken 23.50, men lagde os først til at sove klokken 00.30. Vi skulle liiiiiiige…. Ej ad stop jer selv;) Sikke en tankegang i har… He he. Vi skulle lige blive færdige med at GRINE;) Det er skide sundt at grine, men endnu sundere at kunne grine sammen. Jeg ved godt stadig er forholdsvis nyt mellem Thomas og jeg. Ca 6 mrd. Men jeg har aldrig følt mig så fri, til bare at være mig selv, som jeg gør med ham. Han er til gengæld lige så stædig som jeg er og jeg får ikke længere bare ret i alt. Det hjælper ikke engang, at lave en scene;) Han kan i ´den grad, give mig modspil og det har jeg til gengæld skulle vænne mig til. Jeg har været nødt til, at gemme min indre prinsesse væk og give plads til, at Thomas også kan kanøfle mig af og til. Det gør det nu egentlig også meget sjovt, at være i et forhold på den måde. Selv om jeg da noget oftere fik ret, når jeg førhen bare skulle diskutere mig selv. Det kender i godt ik kvinder;)?

AT VÆRE ALENEMOR 7 DAGE AD GANGEN ER………… (OG SE LIGE MINE NYE BILLEDER)

Ikke for sarte sjæle. I GUDER det kan være hårdt. Det er det ikke altid, men vi kender alle til de der perioder, hvor vi har daglige brydekampe med vores unger ik? Når så man har to i forvejen vilde knægte, som slet ikke kan tåle at se hinanden, uden at skrige ad grin, så kommer opdragelsen altså hurtigt til at gå op i hat og briller. Man er som aleneforældre pludselig i undertal og skal kæmpe ret så hårdt for sin sag, “når musikken spiller”, som man siger. Jeg havde vinterferie med drengene torsdag, fredag, lørdag og søndag, hvor vi rigtigt skulle hygge og komme ned i gear, blandet med lidt forskellige ting jeg havde planlagt. Spørg lige om det har været en prøvelse denne gang. Det kunne have været så smuk en vinterferie, men endte istedet med at blive en kaotisk en af slagsen.

Jer der har læst med længe eller kender os, ved jo nok godt, at vi har haft vores udfordringer med Villads vores ældste på 5 år. Men tro det eller ej. Den vilde, uregerlige, tøjkriseramte lille fyr, er faktisk blevet ret så rolig og til at snakke med. Det kan tælles på én hånd, hvor mange konflikter og narrestreger han kan skrive på cvét i denne ferie. Den lille til gengæld, Jeg kan sige jer. HAN kan drive os til vanvid i tiden. Kender i typen som bare griner ad en, når man irettesætter ham? Eller gør sig slap, når man vil have ham til at gøre noget? Som i at man skal trække en skraldgrinene, slap unge ned af trappen på 1 sal i regnvejr. Jøsses da. Der kan man altså godt mærke, at man er blevet 2 hænder mindre. Men jeg er jo sommetider så heldig, at Thomas er hos os og når han er, så hjælper han super godt til. Selv om det er mine børn og mit ansvar, så har Thomas taget sindsygt godt imod begge drenge og omvendt. De er bare så vildt glade for ham og særligt Villads, har fundet sig rigtig godt tilrette sammen med Thomas. Normalt kan Villads udover hans alder, være lidt svær at komme ind på. Han bruger god tid til at se folk an, men Thomas vandt hans hjerte fra dag ét. Noam opfører sig sådan set bare som om, at Thomas altid har været der. Sådan gør Noam stort set med alle, hvilket er rigtig dejligt for både os og de mennesker han møder. Det gør det hele lidt lettere. Meeeeeeeeen af og til havde det ikke gjort så meget, hvis han havde bare lidt ydmyghed. Eller var lidt genert. Ydmyghed er han for lille til at administrere og generthed ejer drengen ikke;) Vi kan komme til en fødselsdag med 100 mennesker, hvoraf han ikke har mødt en eneste og drengen vader ind og begynder at snakke om hans venner, børnehave, at mor er på slankekur og at far sælger biler osv osv osv…;) Det har nu også lidt sin charme.

NÅ… Men jeg har fået nyt på væggene:) Nyt igen hedder det nok nærmere. Men jeg faldt over disse plakater fra www.nordiskeshop.dk og tjek dem lige:)

Fine ikke? De hænger hjemme i Thomas hus i Hurup. Det passer perfekt ind i stilen. Jeg får simpelthen sådan en ro indvendig, når jeg ser på Thy – billedet. Der er slet ingen “larm” over motivet, så det passer fuldstændig ind til mit sind, som nogle gange har lidt travl med tanker og stress. Og hvis ikke en kok skal have en frikadelle opskrift til at hænge på sin væg, ja hvem skal så?;) Plakaterne er 50×70, hvilket gør at man sagtens kan læse opskriften på afstand. Selve shoppen er www.nordiskeshop.dk er super overskuelig og de har kanon kundeservice. I ved jeg er lidt en sucker for god kundeservice. Som jeg altid plejer at sige, når jeg opdager noget fedt, så syntes jeg i skal følge deres facebook og IG for inspiration. Elsker at blive inspireret.

Kære jer. Jeg ved godt der er lidt for længe mellem mine opslag for tiden. Men det forholder sig sådan, at jeg i øjeblikket er i praktik på et socialt psykiatrisk bosted for unge voksne (meeeeeeeeeega spændende iøvrigt), så Mia-tid er der ikke meget af for tiden. I er ikk glemt og jeg skriver igen, så snart jeg har et hul i hverdagen.

 

WEEKENDEN – KYS LIGE LIVET LIDT

Kære alle..

Har i haft en dejlig weekend? Jeg har selv haft en blandet én af slagsen. Thomas kom jo hjem i tirsdags og det har været så vanvittigt ubeskriveligt dejligt, at kunne være sammen uden begrænsninger. Jeg har savnet ham meget mere, end jeg havde regnet med, kan jeg mærke. Underlig (og lidt fjollet følelse) at have undværet ham i 8 uger og nu ikke engang kunne tage ned og handle, uden at have lyst til at ringe til ham;) Hamrende tosset ikk? Men udover den der lidt overvældende kærlighed, så har jeg også været til en meget personlig bisættelse på et vigtig familiemedlem for mig, som jeg var meget tæt knyttet til. Hun tabte kampen til kræften og var ikke gammel. Derfor er det en næsten blændende sorg, man sad med hele dagen i lørdags, midt i den smukkeste begravelse. Hun ville have elsket hvert et minut af sin egen begravelse. Nyd lige det her fucking liv lidt ekstra hver dag. Selv på en mandag morgener. På dage med trætte børn, på lange arbejdsdage og i regn og blæst.

Nå men.. Se så her… Det bedste køb til lejligheden hidtil. Hvor fed er den lige? Jeg har manglet lys overalt i lejligheden, men bare haft super svært, ved at finde noget, som jeg syntes var anderledes og som passede ind i min “bo bedre ish” stil;) Lampeguru.dk havde lige lampen jeg manglede. Jeg havde set den populære gåsefjer lampe fra VITA, men syntes måske, at den var lidt dyr af en lidt anderledes lampe at være. Men hold nu HELT op, jeg er glad for jeg valgte, at købe denne her. Magen til lækkert lys skal man lede længe efter. Varmt og rent lys og så er lampen jo meget mere hyggelig, end jeg havde regnet med. Inde på lampeguru.dk er servicen i top. Jeg valgte faktisk, at bestille lampen derinde, efter jeg helt simpelt googlede lampen og bed mærke i, at lampeguru sender samme dag som bestillingen ruller ind. DET er lige mig. I ved hvor utålmodig jeg er jo;) Jeg hader jo virkelig, at vente på mine vare, når jeg bestiller over nettet. Men hvem gør ikke det;) Oven i det så kunne jeg betale med mobilepay, hvilket er det nemmeste i hele verdenen.

Lampeguru.dk har både facebook og instagram også, hvor de ligger ret fede billeder op af nyheder og udsalg. Det jeg syntes er fedt er, at de billeder de ligger ud, giver en inspirerende vinkel på indretning. Jeg syntes altså lige, at i skal overveje at gå ind og lure lidt, næste gang i sidder ved telefonen/computeren og mangler lidt hyggeligt at kigge på.

Alt for mig for idag kære venner.

 

 

MIT LIV NU – KONTRA 5 ÅR TILBAGE

Hej alle:)

Lige et lille indlæg om at reflektere.. Er det noget, i gør meget i? Jeg gør personligt rigtig meget. Det er ikke nødvendigvis med et bevidst formål, men jeg syntes tit, det kan have en navigerende effekt. Hvad var målet/ideen/formålet og hvor er jeg nu. Efter min fødselsdepression har jeg kun haft ét formål med hver evig eneste dag. At være mig selv tro og ro indvendig. Det er langt fra lykkes. Men det handler faktisk ikke om at nå i mål hver dag. Det handler bare om at have fokus på et mål.

Jeg kan lige så godt sige det ærligt. Jeg var det sidste år i mit ægteskab ikke tro mod mig selv. Jeg turde ikke se virkeligheden i øjnene, hvilket har såret både mig selv, men også M som jo nu er min eksmand. Vi kunne have sparet en masse energi på konflikter og ubalance, hvis jeg måske havde indset, at jeg ikke var glad hvor jeg var. Det var ingens skyld. Det var bare sådan det var blevet. To børn på kort tid, en fødselsdepression, en søn med kolik og en mand som gik ned med stress. Ingen kunne have forudset dette og vi var totalt uforberedte, da vi stod hos fotografen i graviditetsuge 32 med vores første søn comming up. Hold kæft hvor kan man ikke definere lykke. For jeg følte mig vanvittig lykkelig på dette tidspunkt i mit liv. Men ikke lige så lykkelig som nu. Er det ikke crazy? Jeg skal nok komme tilbage til hvorfor. På det tidspunkt hvor vi får Villads, fejler ægteskabet bestemt ikke noget. Det er det mest fantastiske i hele verdenen, at blive mor. Fuck hvor fatter man jo slet ikke, at det lille væsen kunne være lavet på et enkelt knald.. (Ja sorry) Men er det ikke rigtigt? Så perfekt og med alle detaljer iorden. Negle, hår, øjenvipper, øre. Det hele var bare så rørende lækkert. Jeg brugte timer, på at kigge på den her lille fyr og følelser havde slet ikke haft sin berettigelse førhen. DET her var sgu kærlighed. Jeg var 100% fast besluttet på, at jeg aldrig ville fejle med ham her. Han måtte på ingen måde mangle noget. Og bid lige mærke i “mangle”. Det kommer vi tilbage til nemlig.

Villads var ufattelig nem og jeg var en rigtig økologisk hønemor. Jeg nød det. Alt mad blev lavet fra bunden hver dag. Vandet var den rigtige temperatur hver gang Villads skulle i bad og INGEN kom ukommenteret igennem den mindste forseelse;) Det var helt frivilligt, men super hårdt at opretholde den form for perfektionisme. Så den periode mindes jeg faktisk ikke, som den lykkeligste tid i mit liv. Jeg var TIL DELS lykkelig. Men jeg syntes det var hårdt. Det syntes de fleste af os nok, hånden på hjertet, at det er at få børn. Dejligt men hårdt. Dog kan man måske selv være med til at bestemme “sværhedsgraden” af `det, at blive nybagte forældre og der kan man da vidst roligt sige, at jeg skruede godt op for forventningerne til hvad jeg ville kunne klare.

Spole spole spole, 5 år frem. Der er sket vanvittigt meget de sidste 5 år. En abort, en fødselsdepression, en søn med kolik, drengenes far gik ned med stress, jeg blev fyret under min barsel og så tror jeg faktisk også det var det. Men alt dette foregik sideløbende med, at jeg/vi skulle prøve, at agere normalt omkring ungerne og opfylde de behov de havde brug for, for at vokse op blive dejlige sunde knægte begge to. Vi skulle passe vores job/jobsøgning og havde et hus som også skulle spille. Vi trykkede på nødhjælpsknappen og bestilte vinduespudser, havemand og rengøringskone. Heldigvis var økonomien til det. Men på trods af det så syntes jeg sgu faktisk, jeg var håbløst bagud evig og altid. Og at vågne op og føle sig utilstrækkelig hver morgen i en længere periode, er bare ikke definitionen på lykke. Også selv om rammerne egentlig er helt som jeg selv havde bygget dem op.

Sådan en følelse vågner jeg ikke op med længere. Jeg har de dejligste drenge i verdenen. De er friske, sunde, vilde, humoristiske, glade, kærlige og fyldt med sociale færdigheder jeg er stolt af. Jeg er godt nok blevet skilt, hvilket ikke var en del af planen, men med det udfald at M og jeg begge har fået den frihed til at være hvem vi er. En frihed vi ikke tillod hinanden, da vi var gift. Vi er begge blevet den opmærksomme umage forældre vores unger fortjener. OG ja, så midt i det hele, så blev man lige draget af en virkelig spændende, meget rar fyr som gjorde det umuligt for mig, at glemme ham og som så er endt med, at blive min meget omsorgsfulde kæreste, som passer helt vildt godt på mig og sørger for jeg har det godt og intet mangler. At se mine drenge i trivsel hver eneste dage, opleve alle de fremskridt de gør måned efter måned og helt uforudset og uventet at have fundet en kæreste som Thomas, gør at jeg virkelig begynder at føle jeg kan trækker vejret helt rigtigt nu. Jeg har en dejlig lejlighed og går samtidig på mit drømmestudie. Så lige nu kan jeg ikke ønske mig mere.

Og…………. Min Thomas kom hjem igår. Efter 8 uger i Viborg. I ved hvorfor (forrige indlæg)..

Det var sørme altså den dejligste følelse, at hente ham hjem igen. Han har været savnet og det har i `den grad været et par intense måneder. Han har klaret det over alt forventning og virkelig vist at han satme bare vil det her. Ikke bare forholdet, men i det hele taget bare være ædru, fokuseret og mærke livet igen. Han har i løbet af de 8 uger, han var indlagt, trænet hver dag 2 gange om dagen. Idag var så første dag hvor vi var hjemme sammen igen og han stod tidligt op for at tage i træningscenteret, kom hjem og lavede morgenmad – ej i skal lige høre hvor lækkert det var. Friskpresset juice bestående af appelsin, æble, gulerod, ingefær og rødbede. Hertil 2 spejlæg på rugbrød og grønsager til. Efterfølgende blev jeg placeret i sofaen med en kop kaffe, mens han ryddede op og tog sig en løbetur, inden vi begyndte på dagens gøremål. Sådan en morgen kunne man sagtens vænne sig til ikk?

Jeg vil slutte det her reflektions – indlæg af med at pointere, at selv om tingene ikke nødvendigvis går i den retning, man planlægger, så kan det rent faktisk godt være dejligt alligevel.